Fru Jensen har været på en helt unik koncertoplevelse. Jeg har set U2 koncerten Vertigo live i 3D på planetariet i København. Man udstyres med et par seje briller , placerer sig i flyvestolene og sidder midt i koncerten.Bono træder frem på scenen og kommer helt ud blandt publikum som jeg er en del, af strækker sin hånd ud og man vil tage den,---men der er det at man forstår at man ikke er der på rigtigt.Man vil skrige med publikummet, gynge med i havet af begejstrede fans, synge med på sangene, danse og hoppe. Det er det nærmeste man kommer til at være rigtigt med . Og så er man endda endnu mere med end fansene på filmen ,da man har absolut førsteparketplads, kommer op på scenen, ser at The edge spiller andet end Guitar, kommer helt tæt på trommeslageren,kan se Bonos øjne bag ved brillerne.Jeg oplever det magiske i da Bono fremfører Miss Sarajevo til et publikum hensat ien trancelignende tilstand på et enormt fuldsat stadion i Buenos Aires.Man kan næsten høre en knappenål falde til jorden da FN.s menneskelige rettigheder både vises og læses op af en kvinde på et enormt lærred bag på scenen. Tavsheden bagefter og så forløsningen da Pride toner op. Det var så rørende at jeg næsten får tårer i øjnene igen. Det var et vækkelæsemøde for kærlighed og forståelse for sin næste som blev deklaret fra scenen ud til os millioner af fans som bare overgiver os i total hengivenhed.Kort sagt. Jeg var der og jeg var der ikke.Jeg kom til en biograf men gik fra en totalkoncertoplevelse.